Holte vinduespudsning
Her i sommerferien skal jeg arbejde. Jeg har allerede et fritidsjob, men jeg har været heldig at få det lavet om til heltidsarbejde i ferien. Det er bare så fedt. Jeg kan tjene ekstra penge. De skal bare ind på min konto og vente til næste år, hvor jeg er færdig med gymnasiet. Og når jeg er det, så skal jeg ud at rejse. Min kammerat og jeg har allerede planlagt rejsen. Så det bliver fedt at få tjent ekstra penge her i sommer.
Vinduespudser i Holte
Jeg har arbejde hos en vinduespudser i Holte. Han blev faktisk glad, da jeg spurgte ham muligheden for at få mere arbejde i sommerferien. Det betyder nemlig, at nogle af hans ansatte kan få ferie i de perioder, de har bedt om, fordi jeg er der som ekstra arbejdskraft. Så ja, jeg gør noget, godt, og han gør noget godt for de fastansatte. Helt fint.
Jeg skal arbejde sammen med nogle af de andre fastansatte. Ligesom en afløser eller vikar for deres makkere. Det er helt ok. Jeg kender dem alle sammen godt. De fleste er søde, men der er en, som er lidt sur i det. Eller måske ikke sur. Han taler bare ikke. Gider ikke at åbne munden. Heldigvis skal han også på ferie, så jeg kommer ikke til at skulle arbejde sammen med ham hele sommeren.
Kan rutinen nu
Jeg har allerede lært arbejdsrutinen at kende. Så den del er jeg ikke bange for. Faktisk, så tror jeg egentlig godt, at jeg kunne klare arbejdet alene. Men det må vi ikke.
Jeg har været ude og pudse vinduer for mange forskellige mennesker, der har brug for vores service. Det kan være ældre mennesker, der har svært ved at bevæge sig. Det kan være travle familier, der bare ikke har tiden til at gøre arbejdet selv, fordi der er så mange ting, de skal overkomme i hverdagen. Sidste lørdag var jeg ude hos en ældre dame – sammen med, ham den sure. Hun har svært ved at gå. Mister ofte balancen fortalte hun. En meget sød dame. Hun bød os på kaffe. Ville gerne snakke.
Surt afslag
Ham den sure afslog og takkede af ret hurtigt. Jeg kunne se på kvinden, at hun blev lidt skuffet over ikke at få en ekstra lille sludder med os. I bilen på vej hen til næste kunde, spurgte jeg ham om, hvorfor vi ikke kunne have brugt bare 10 minutter ekstra hos kvinden. ”Har du tænkt på, hvor isoleret hun sikkert føler sig. Og har været under al det her corona-nedlukning?” Jeg kunne bare ikke lade være med at spørge ham. Han svarede ikke til at begynde med. Men efter lidt tid sagde han så, at han var godt klar over, at mange mennesker, vi kommer hos, egentlig ikke har brug for vores hjælp, men at de ser os som et lille vindue ud til verden uden for deres hjem. Han sagde også, at vi er ikke selskabsmennesker. Vi er vinduespudsere, og vi har et job, som vi skal passe. Vi skal videre til Gentofte om lidt.
Måden hans sagde det på, fik mig til at tænke, at han har ret.
